Stockholm syndromet

2. Rejsebrev fra Stockholm

Jeg kommer lige fra mit sidste reggio intro kursus, det har været meget lærerigt, egentlig bare skønt at man har haft tid til at diskutere og blive inspireret af de andre förskole afdelinger, samarbejdet mellem andre förskoler er noget man prioritere højt heroppe. Vi har læst en række reggio artikler og koblet det sammen med det vi oplever i praksis, noget af det vi har beskæftiget os mest med, er pædagogisk dokumentation, både forskellige skrevne teknikker, men os hvordan vi efterbehandler og bearbejder vores spor og observationer, for først der, er det jo pædagogisk dokumentation.
Min vejleder Petra Möller har været utrolig hjælpsom, inspirerende og iderig, hun har hjulpet mig meget med at finde min til rette i at skrive dokumentation på forskellige måder, vi har diskuteret en del Vygotskij og Piaget udviklings teorier. Petra har bland andet os opserveret og dokumenteret mig sammen med børnene. Vi har forberedt personale møder sammen, og lavet oplæg og fremlagt emner vi ville belyse for de andre kollegaer.
Petra har da os følt sig inspireret af mig, og har derfor valgt at studere til pædagog håndleder, når hun er færdig med den ekstra uddannelse hun er ved at tage, skal hun til at tage hånd om de studerende der kommer fra universitetet, og jeg er da glad for at have påvirket hende i en positiv retning med henhold til at have nye kommende studerende på Perlen.
De er utrolig glade for at have mig heroppe og jeg nyder os mine kollegaers selskab, mit arbejde og livet i Stockholm. De er ikke meget for at jeg smutter tilbage til Aalborg, de har tilbudt at hjælpe mig med at studere vider heroppe, men jeg skal jo hjem til Aalborg og studere færdig, det er det jeg vil, og det som føles rigtigt.
Jeg er os blevet inkluderet i nogle spændene fremtids planer for førskolen Perlen, de satser og håber at jeg vil være en del af, når den tid kommer, jeg synes iverfald det er et meget stort skulder klap at få, og vi har lavet en aftale, at Petra ringer til mig, når tiden nærmer sig, mere kan jeg ikke afsløre i dette brev, for jeg ved jo ikke hvad mine fremtidsplaner er, og jeg elsker jo også Aalborg og har en masse gode ting kørende der.

I går kom Martas mormor hen til mig og sagde, gud hvor du taler flot svensk nu, det har jeg mærket jeg har savnet at høre, altså fra forældrene, ikke fordi det betyder det helt store for mig, men det betyder noget, om de forstår hvad det er jeg siger og taler om, for jeg har hele tiden en lille tvivl siddende, om forældrene fatter hvad jeg siger, og man kan godt blive mæt at hele tiden og tjekke op og spørge dem, ”forstår du hvad jeg siger”, uanset hvad, så lærer jeg nye svenske ord hver dag, og kan jeg ikke koble det sammen med det danske sprog, eller den viden jeg har i forvejen, spørger jeg sku bare hvad det betyder, det jo den eneste måde at lære nyt på.

Når jeg er hjemme i Danmark, er der altid nogle der kalder mig svensker, folk må jo mene jeg ser ud som en svensker, men en Stockholmer det er jeg ikke, og bliver det heller aldrig!
Jeg har ikke haft som opgave at studere Stockholmere, nu skriver jeg Stockholmere, da jeg ikke synes man kan skære alle svenskere over en kamp, og det at generalisere er ikke noget jeg synes så meget om, da vi jo alle er unikke på hver sin måde, vi har dog alle noget kultur og miljø som vi er præget af, her kommer et lille uddrag fra mine notater omkring den generelle Stockholmer.

Han er tynd og har stramt tøj på, han sidder med benene over kors, håret er mørkeblond og halvlang, han læser metro avisen og propper den ene snus op efter den anden. Læderjakken er lidt for kort, hans jeans er næsten limet stramt på hans tynde ben, og selv om det er koldt og sneen daler udenfor, er det bedre at have smart tætsiddende tøj på, end funktionelt og praktisk.
Dette var bare et eksempel på hvordan man ser ud heroppe, men hvad der er mere interessant er, hvordan man er som person, det vil jeg se i mine notater, om forsøge formulere.

Når man går på gaden, smiler man ikke, man er heller ikke sur, man laver ikke sjov og ballade, man har det rart og passer sig selv.
Hvis der er mange mennesker på gaden, og ganske trængt, giver man plads til alle, ingen støder ind i hinanden, de har noget heroppe de kalder for ”Lugnt”
Jeg har heroppe oplevet ”lugnt” overalt, på alle måder, og er ved at forstå ”lugnt” på dansk betyder det ”stille og roligt” og det må man sige at Stockholmerne er.
De er yders venlige mod hinanden i offentlige rum, de giver hinanden plads, jeg har i min tid heroppe ikke set eller oplevet en eneste skulder, bumpe ind i en anden, noget jeg ellers tit oplever der hvor jeg kommer fra.
De har et stort vagt netværk på alle offentlige steder og politiet er synlige på et plan jeg ikke har set i norden før. Er det noget der er med til at skabe Lugnt? jeg synes i hvert fald det er meget trygt at være her, og det skaber jo en stille og rolig stemning bland befolkningen, men for mig giver det os en lidt falsk ”lugnt” stemning.
Når man er til koncert eller festival, tager man det også Lungt, på nogle af de største spillesteder heroppe, må man ikke tage sin øl med ind til koncerten, jeg arbejdede for eksempel os på en festival i sommers, der var der lavet et ”drikke område”, noget jeg aldrig kommer til at forstå, synes det var dybt chokeren at se, jeg fik sådan nogle tanker som, svin i bur, men alle havde det jo rart og nød musikken. For mig var det bare underligt at se en helt tom festival plads, og så et indhegnet område, hvor det var tilladt at drikke.
Når vi har været til koncerter, hvor der er knald på og virkelig gang i musikken, står folk os bare og kigger stille og roligt på, så man bliver virkelig lagt mærke til her i Stockholm, for vi danser jo, alle os der kommer fra udlandet. Det er ligesom at Stockholmerne skal skubbes i gang, trækkes op, eller måske bare alkoholiceres lidt.
Når det er på tide at klappe, altså når det føles rigtigt at klappe, så er der ingen der klapper. Vi har været til utallige shows og koncerter, hvor der altid bliver råbt ”publiken applåderar” og vi griner af det hver gang. Selv på intim koncerter, hvor man kan mærke at musikeren forsøger at lave en interaktion med publikum, det virker bare aldrig, de forstår det ikke, så der står jeg alene og gør det jeg nu føler jeg skal og må gøre. Stockholmere synes det er sjovt og nyder når der er nogle der tør gå med på legen, bare de ikke er dem som skal være den første til at gøre det. Har snakket med en del omkring det her, og er kommet frem til, at det også er et mode fænomen, det altså moderne og være sådan lidt, på den her reserveret måde, men det kommer jeg aldrig til at blive mere klog på, jeg forstår det i hvert fald ikke.
Lugnt er på godt og ondt, man må for eksempel ikke drikke en øl på gaden, det synes jeg var gammeldags, så det skulle jeg jo prøve af på min egen krop. Jeg købte 2 øl, og mig og en dansk ven Ditte, gik så rundt i gaderne og drak, folk kiggede virkelig skævt til en, os selv om man ikke var fuld, det er bare ikke noget som man gør heroppe, da vi så skulle ind på et stort diskotek, kunne vi ikke komme ind, da dørvagterne havde set os med en øl på torvet, de er yders strikse med alt heroppe, og det er stort set det jeg synes er sværest ved Sverige, man kan vel bare sige at de er ikke er så liberale som os.

Jeg har fået et ganske stort netværk af nye venner heroppe, mange af dem er internationale studerende, mange af dem bor på kollegaer og holder fester der, de er søde til at invitere og sådan.
Mine franske venner og jeg havde været en tur ude og se på Professionel ski og snowboard hop, det var en skøn og ganske kold dag, så jeg købte en masse gløg og rom, så tog vi elles hjem og pyntede juletræ og fejrede at December sneen var landet I Stockholm.
Hver tirsdag tager vi til bordtennis på en cafe der hedder ”Morfar Gringo”, vi er jo alle gringoer her i byen, så spiller vi rundt om bordet og snakker engelsk alle sammen.
Der er mange pædagog studerende fra Tyskland heroppe, det er meget interessant og høre hvordan deres uddannelse forløber, men ellers når man har fri, vil man ligeså gerne tale om så meget andet en bare pædagogik. Svenskerne har os et andet uddannelses system end os, de er ikke i lange praktik ophold som os, de er ude i 5. uger, i de uger er de os på skolen, og mange af dem når ikke at være i praktikken mere en 3. uger, da de fleste bliver syge på grund af nye bakterier og sådan. Jeg har gået igennnem uddannelses systemet sammen med Petra og Annika (praktik håndleder), og heroppe er man os ved at gøre uddannelsen til en universitets uddannelse, og der kommer forhåbentlig os til at ske en række ændringer i måden man studere på. Jeg synes måden man uddanner på i Danmark er bedre en måde man gør det i Sverige, da vi er mere fritstillet når vi er uddannet, end hvad de er. Heroppe uddanner man efter hvilken aldersgruppe man vil arbejde med, og det forstår jeg ikke helt, da jeg mener de grundlæggende pædagogiske og psykologiske tanker er gældende indenfor alt social arbejde, men de må have nogle andre erfaringer heroppe, dog sker der ændringer i uddannelser hele tiden, ligesom der gør hjemme ved os, og vi kan jo kun udvikle os, hvis vi lærer af hinanden og afprøver nye metoder. Jeg har forklaret dem hvordan vores nye pædagog uddannelse ser ud, og mange af dem har hørt masser godt om Aalborg pædagog seminarium, jeg har sågar mødt pædagoger der har været på besøg på Skipper Clement, og de var meget imponeret af skolen. det kan jeg kun give dem ret i, glæder mig til at se hvor langt i er kommet med udvidelsen af skolen, og det lyder til at vores studie forhold er meget gode i forhold til deres. De synes iverfaldt at kultur pædagog lyder spændende, og det med profilerne, kan de godt se noget fornuft i.

Jeg ligger en masse billeder ud på min blog, som hedder http://sthlmturen.blogspot.com/ der kan du følge lidt med i, hvad jeg har lavet den sidste tid, vi arbejder jo med emnet ”naturen” og de ting som optager børnene, det er altså helt fantastisk, og jeg har en masser af gode dokumentationer, men alle billeder med børnene, må ikke forlade förskolen, så de bedste billeder og sager, bliver desværre ikke muligt at vise.

Jeg tror jeg vil slutte dette brev med en ting lille Max på 3,8 år sagde her den anden dag.
Vi var på vej hjem fra en udflugt i skoven, der kommer en muslimsk kvinde fordi os, iklædt en stor sort burka, Max kigger op på hende og sætter hænderne ud til siden, mens han råber, ”titta BATMAN”
Jeg var flad af grin, og vi gik hjem og fandt nogle sorte lagner frem, og legede batman på förskolen.
Børn er ærlige og fortæller os altid hvordan de ser verden, og hvordan de møder den, det er en af de ting, der driver værket for mig…
Thomas Winther Andersen (ps07206)

Jeg er typen der gerne vil have at der skal ske noget, og jeg behøver ikke involvere børnene i alle mine egne projekter, for det meste bliver de inspireret, nogle gange i en helt anden retning, eller os vil de gerne hjælpe til.

Her ses en lille træ hytte, Sonny 4år, Jonas 4år og mig har bygget sammen, vi brugte en hel dag på at bygge den, og vi døbte den for, "Troldkarlens køje"

Børn samler altid på en masse små ting og sager, regnorme, snegle, sten, kastanjer, sand, jord, bær mm, ved siden af træhytten og inde i træhytten, kan man ligge sine ting, i hemmelige æsker, det siges at Troldkarlen bruger tingene til at lave magi med?.. (se træet på billedet)

Nogle gange banker vi på hytten, for at høre om Troldkarlen er hjemme, nogle gange svarrer han "jeg" med en mystisk stemme, men han laver hele tiden magi, og Paff, så er han forsvundet...

Jeg har erfaret at børn leger bedst selv, men at lave ting de kan lege med, kan være en leg i sig selv, eller bare pege på noget der ser interessant ud, så skal deres fantasi nok tage over, og legen kan begynde og fortsætte i time vis.